Har du nogensinde oplevet at få en fuldstændigt håbløs gave på din fødselsdag? Noget der enten ikke var gennemtænkt, eller bare slet ikke gav nogen mening? Det tror jeg vi alle har prøvet. Selv som barn fik man nogle gange nogle ting, man ikke kunne undlade at himle med øjnene af. Min mormor havde eksempelvis tendens til at give mig videospil i fødselsdagsgave, fordi hun vidste at jeg var til den slags. Men hun gad ikke læse min ønskeseddel eller sætte sig ind i sagerne. Så hun købte bare det første og bedste spil der var i butikkens Tilbuds-bunke. År efter år endte jeg altså ud med spil til Playstation 1 eller Playstation 2, mens den eneste konsol jeg ejede var en Nintendo Wii. Det første år forsøgte jeg at forklare problemet, men mine forældre blev sure over, at jeg ikke bare kunne være taknemlig for min gave. Jeg opgav hurtigt frustrationen, og begyndte bare at stakke spillene fra mormor ovenpå hinanden år efter år.
Når man bliver voksen kan man også risikere at få dårlige fødselsdagsgaver. Det kan, ligesom med mormor, stadig ske ud fra misforståelser eller ignorance. Men andre gange sker det, fordi folk ikke altid er gode til at sætte sig i andres sted. Specielt i det hæsblæsende forretningsliv kan det være svært at se ud over sin egen næsetip. Min veninde var eksempelvis blevet godt og grundigt optaget af at arrangerer messer rundt omkring i landet, og havde derfor valgt at give mig en plads på en messe i fødselsdagsgave. Jeg er også forretningsdrivende, og det må have været det, der fik hende til at tænke det ville være en god gave.
På overfladen er det da også genialt. Alle ved at messer er gode måder at finde samarbejdspartnere og kunder på. Men min virksomhed var nystartet, og vi havde knap nok styr på vores pitch endnu. Vi ejede ikke noget messeudstyr, og havde egentligt tænkt os at bruge alle kræfterne på produktudvikling, før vi ville ud at snakke med nogen.
Men fra hendes perspektiv havde hun adgang til en hurtigt og nem gave (alle arrangører får X antal gratis messestande de kan give væk), som samtidig ville være utroligt værdifulde (i hvert fald for virksomheder der var i den rigtige position).
Jeg kunne have smidt den i bunken med dårlige gaver, men valgte at tage det som en udfordring. Jeg ville have noget ud af den her gave. Så vi sad oppe hele natten og planlagde en pitch. Vi improviserede noget messe-udstyr og lånte lidt af en kammerat. Og så prøvede vi os ellers frem på messen.
Det viste sig at være en rigtig god idé! Vi fik input på vores produkt, som fuldstændigt skiftede fokus i vores produktudvikling. Vi havde slet ikke snakket nok med de potentielle kunder, og det kunne have været dødsstødet for vores produkt. Samtidig fandt vi en partner, som fik os op at køre mindst dobbelt så hurtigt, som vi selv havde regnet med.