Insekter i Maden Kan Ødelægge Dagen

Det her er en historie om en oplevelse, der på ingen måde er den, jeg er mest stolt over. Men jeg synes den skal fortælles, fordi den siger nogle interessante ting om samfundet og de sociale spilleregler.

Jeg var nok omkring de 22 år, og var taget til Århus til en jobsamtale. Samtalen gik ikke særligt godt, men det var jeg egentligt okay tilfreds med: så snart jeg ankom til byen, gik det op for mig hvor lidt jeg havde lyst til at bo der. Jeg er meget kræsen med hvor jeg bor, og bor helst lidt udenfor byen. Jeg havde virkeligt brug for et job, men var samtidig lettet over, at det ikke blev her i Århus.

Efter jobsamtalen med de blandede følelser, havde jeg lyst til at få mig noget at spise. Jeg kan aldrig spise før jobsamtaler og lignende, så det her ville være mit først måltid på dagen. Min mave knudrede, og jeg glædede mig simpelthen til at få noget i den. Jeg svinger ind i den første og bedste restaurant jeg finder på vejen til togstationen. Det var en eller anden skummel blanding af værtshus og restaurant. Men jeg var sulten, så det var lige meget. Jeg fik hurtigt kigget ned af menuen, og besluttede mig for at bestille ”Dagens Ret” – så behøver jeg ikke at tage stilling, og de ville nok kunne servere det ret hurtigt.

Det viste sig så at være en suppe. Jeg er normalt ikke den største fan af supper, men igen var jeg så sulten, at det ikke havde nogen betydning. Skeen røg ned i den dybe tallerken, så snart suppen var blevet sat foran mig, og jeg begyndte at skovle ind. Mens jeg spiste, kiggede mine øjne rundt i den her bar/restaurant. Det var virkelig et snusket sted. Der var støv på hylderne, og gulvet havde også set bedre dage. Der kravlede et insekt hen over bordet… Jeg stoppede op, og kiggede ned i min tallerken: FØJ! Der lå et dødt insekt!

Jeg panikkede fuldstændigt. Blev flov over min reaktion med at råbe ”FØJ!” så alle kunne høre det. Her blev jeg glad for, at eje en hoodie til mænd. Jeg slog hoodien op, så jeg kunne skjule mit røde ansigt, og frøs så bare fuldstændigt. En evighed senere – eller sådan føltes det i hvert fald for mig – kom der en tjener over, og spurgte om der var et problem. Jeg pegede ned i tallerknen på det insekt, der lå og flød rundt. Tjeneren løftede ”insektet” op med en ske, lagde den på en serviet, og drejede den rundt. Nu kunne jeg pludseligt se, at det bare var en bønne. Selvfølgelig var det en bønne – det lignede jo ikke engang et insekt. Aldrig har jeg været mere flov og undskyldende.