Det er sjovt at tænke tilbage på, hvordan man så verden før i tiden. Vi lærer jo alle med alderen, og da verden er så stor og kompleks, vil der altid være ting man først lærer sent i livet. En af de ting jeg altid synes det er sjovt at tænke tilbage på er, hvordan jeg tænkte på kærlighed og bryllup i mine unge dage. Jeg havde en eller anden idé om, at kærlighed var en magisk kraft der ramte én efter en længerevarende forelskelse, hvis man var som skabt for hinanden. Det ville være som en slags uendelig kraftig magnet, der ville gøre at man følte sig komplette når man var sammen, og derfor aldrig ville have nogle ting at skændes over. Jeg så også det at gifte sig, som den ultimative pagt. Som et slags bånd der blev bundet rundt om disse to magneter, så de for evigt ville blive sammen, uanset om styrken af kærlighedens magnetisme skulle svækkes i ny og næ.
Det er ved første øjekast også en ganske smuk måde at se på tingene på. Det er nok også derfor det er den måde hele kærlighedsbegrebet har det med at blive beskrevet på i de store Hollywood film og Disney tegneserier. Men når man bliver ældre, og selv har fået sig nogle erfaringer med kærligheden, så lærer man nogle ting. Ikke alene er det en lettere naiv idé om hvordan kærlighed imellem to mennesker fungerer på: den er også mangelfuld og kedelig.
Rigtig kærlighed imellem to mennesker er nemlig ikke en magisk form for magnetisme. Det er derimod en personlig dedikation til et andet menneske. Det er en beslutning to mennesker træffer om, at de elsker hinanden, og derfor vil lægge alle de nødvendige kræfter i, at få et forhold til at fungere. Der vil være gode dage, hvor det hele kører som smurt, og man smager lidt af den magi man troede kærligheden var som ung. Men der vil også være dårlige dage, hvor tingene kun hænger sammen, fordi man er villig til at arbejde for det.
Men det er faktisk det, der gør forholdet så spændende. Hvor kedeligt ville det ikke være, hvis man bare var enige om alting, og så verden på akkurat samme måde? Det ville ikke være et forhold ? du ville bare bo sammen med din dobbeltgænger! Nej, det er vores forskelle der binder os sammen. Jeg elsker biler, og fik derfor ansvaret for at vælge, at vi skulle have en Ford Kuga. Jeg holder den i god stand, og er den der primært kører bilen. Min kone er derimod utroligt ferm i et køkken, og har eneret på at bestemme hvad (og hvem!) der skal være i køkkenet, og bruger dette til at fremtrylle de mest smagfulde retter i verden.e
